Nu er det seks måneder siden, at jeg af egen fri vilje flyttede til Sønderborg. Det hang naturligvis sammen med, at det altså er her jeg, efter næsten et år som ledig, fik tilbudt et job, som lå næsten umuligt tæt på mit drømmejob. Det ville jeg ikke sige nej til, heller ikke selvom det betød, at jeg måtte vinke farvel til storbyens mange fordele, for at bo her dybt nede i Sønderjylland. Jeg var godt klar over, at det ville blive lidt af en tilvænning at skulle bo i Sønderborg, men jobbet var det værd.
Men nu, hvor jeg har boet her i et halvt år, så må jeg også bare konstatere, at jeg slet ikke havde behøvet at bekymre mig om, om jeg kunne vænne mig til at bo her. Jeg er nemlig gået hen og er blevet ret så glad for Sønderborg. Det kan godt være at det er meget tæt på grænsen, at det er temmeligt langt fra sådan cirka alle andre byer i landet, og at det ikke ligefrem er det storbyliv jeg er vant til, men det betyder ikke, at det ikke er godt.
For det første så er her alt, hvad jeg skal bruge. Her er et godt udvalg af takeaway, nogle udmærkede restauranter, en biograf, et bibliotek, fitness centre og alle de andre ting, som man skal bruge. Okay, udvalget af tøjbutikker er muligvis ikke det største, men skidt med det, så længe man har internet, så gør det jo ikke noget!
For det andet, så er folk enormt flinke her. Det er en hel befrielse, hele tiden at støde ind i folk, der opfører sig pænt og venligt overfor hinanden. Måske er tempoet lidt anderledes her, eller måske er der noget om, at storbymennesker ikke er særligt rare ved hinanden, men jeg nyder virkelig at man kan hjælpe hinanden og ligefrem kende sine naboer her i byen!